Skip to main content

Sociale medier har potentialet til at bygge en bro mellem kollektivt og individuelt ansvar i en krisetid


Jeg har et debatindlæg om coronakrisen og sociale medier i Politiken her til morgen. Det ligger bag betalingsmur, så jeg tillader mig at bringe min tekst her på bloggen også.


Sociale medier har potentialet til at bygge en bro mellem kollektivt og individuelt ansvar i en krisetid


DET ER UUNDGÅELIGT, at det langt mest udbredte sociale medie i Danmark kommer til at spille en rolle i forbindelse med coronakrisen. En journalist og en professor sender dagligt live om virussituationen via Facebook, og flere danske facebookgrupper er allerede opstået, hvoraf mindst én i skrivende stund har flere tusind medlemmer. Dertil kommer et væld af individuelle opslag om krisen.

Spørgsmålet er ikke, om Facebook skal tages i brug eller ej, men hvordan vi skal forstå Facebooks og andre sociale mediers rolle i en krise som den, vi står over for. Sociale medier bliver nogle gange forbundet med tankeløse masser og ekko-kamre. Folk, der deler det synspunkt, vil måske indvende, at Facebook blot vil forstærke en allerede negativ massedynamik i en krisesituation.

Men for det første har forskningen i sociale medier ikke kunnet påvise en tydelig masseadfærd eller ekkokammereffekt. Tværtimod bliver de fleste brugere udfordret på deres holdninger, når de bruger sociale medier. For det andet reagerer folk ikke med tankeløs panik og masseopførelse i kriser, som professor Michael Bang Petersen også påpegede i sin Kronik i søndags. Tværtimod udviser de fleste mennesker solidaritet, handlekraft og omstillingsparathed.

Det gælder også på sociale medier, hvor stemningen under kriser ikke er præget af panik, men af støtteerklæringer og indsamling af information, herunder både om myndighedernes budskaber og om almindelige menneskers observationer og oplevelser. Der er i den kommende tid naturligvis et klart behov for, at myndighederne kan kommunikere hurtigt og tydeligt til borgerne, og her er sociale medier næppe den primære kanal.

Men der er også behov for, at vi borgere kan kommunikere med hinanden, og her kan sociale medier bidrage. Lad mig komme med to eksempler, ud over det helt åbenlyse i at digital kommunikation er en fordel, når man forsøger at undgå smitte.

For det første er det ikke alle, der har mulighed for eller evne til at forstå myndighedernes anbefalinger og påbud. De personer kan få assistance blandt andet via sociale medier. Man kunne for eksempel forestille sig facebookgrupper for indbyggere med andre modersmål end dansk, hvor man hjælper hinanden med at oversætte vigtig information i en situation, der udvikler sig lynhurtigt. Man kunne også forestille sig mere vidtrækkende initiativer, såsom lokal koordinering af nabohjælp, i tilfælde af at det for nogle, f.eks. syge eller karantæneramte, bliver svært at skaffe sig basale forsyninger.

For det andet taler myndighederne primært i generelle termer og ud fra gennemsnitsberegninger. Det er der god grund til, når man skal håndtere en hel befolkning. Men de fleste medlemmer af befolkningen har ikke en gennemsnitsoplevelse. Nogle er ikke specielt ængstelige og mærker måske i lille grad konsekvenser af coronavirus, andre oplever måske lukkede skoler som et stort indgreb i deres hverdag, andre igen har må- ske mange udsatte pårørende, som de bekymrer sig om.

Som en del af min forskning i digitale offentligheder har jeg undersøgt, hvordan facebookbrugere delte sig efter geografisk lokation og materielle behov under snestormen på Bornholm i 2010. Pointen er, at sociale medier gør det muligt for folk at samles om det, der er meningsfyldt for netop dem lige nu. Kriser samler os som samfund, men de deler os også, fordi kriserne berører os forskelligt, alt efter hvem vi er. 

Myndighedernes officielle information over situationen er værdifuld, fordi den giver et generelt overblik. Men eftersom krisen opleves forskelligt at forskellige grupper, vil der også være behov for andre typer overblik end dem, myndighederne leverer.

Sociale medier har potentialet til at bygge en bro mellem kollektivt og individuelt ansvar i en krisetid. Vores trang til at tage individuelt ansvar og handle kan foregå i samspil med andre ligesindede og blive en positiv drivkraft i en svær tid. På sociale medier kan der opstå et nyt spillerum mellem det statslige ansvar for generelle løsninger og det individuelle ansvar for at udvise omtænksomhed og hjælpsomhed.

Facebooktråde og facebookgrupper vil selvfølgelig være præget af subjektive pointer og individuelle perspektiver, men det er de fleste brugere udmærket klar over, og de vil sjældent søge information udelukkende på Facebook. Sociale medier skal ikke forstås som konkurrenter til myndighedernes officielle og generelle overblik og instrukser, men som et supplement, der gør det muligt at opfange, hvordan forskellige grupper i samfundet påvirkes af en krise, nogle gange på overraskende og uforudset vis.

Myndighederne kan også få gavn af Facebook i forhold til bedre at forstå, hvordan deres budskaber bliver modtaget. Kriser samler os, fordi de deler os. En coronaepidemi berører os forskelligt, og på Facebook kan vi samles om divergerende aspekter i stedet for én officiel fortælling. Den dynamik skal vi kende for at få mest muligt ud af Facebook i den kommende tid.

Comments